Er du et talent?

Det korte svar er helt klart… ja

Spørgsmålet er blot, til hvad?

Ved du det, eller har du måske endnu til gode at finde ud af det. Hvad er det særlige, som du kan? I hvilke opgaver og funktioner er det, at du bidrager med noget ekstraordinært? Hvor ligger tyngden i dine egenskaber? Hvor er det lige, at du viser de andre baghjul? Hvor er det lige, at du bare gør det væsentligt bedre end de andre – hver gang, sikkert, let og ubesværet?

Det er det talent handler om. Om at kunne noget særligt og forstå hvor og hvordan du bringer det i anvendelse. At kunne noget særligt, som du kan gøre brug af i bestemte situationer.

Med den vinkel, er vi alle talenter til et eller andet. Med den vinkel trækker vi ligesom lidt af luften ud af det meget elitære, som ofte præger begrebet talent. Med den vinkel er talent ikke længere noget, som kun er forbeholdt de særligt udvalgte. Med den vinkel, kan vi alle bedre være med.

Hvis du forstår hvad det særlige er i det du kan og desuden ved, hvor og hvordan du bringer det i anvendelse, har du grundlaget for en stabil langsigtet fremgang i dit arbejdsliv. En slags ekstra kubik i din arbejdsmotor om du vil - noget som du altid kan koble ind, når den rigtige situation viser sig.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kunne det måske være en god idé at tænke lidt over, hvilke opgaver som falder dig lette at udføre. Hvor oplever du at du adskiller dig fra andre, skaber bedre resultater, hurtigere kommer i mål og let og sikkert, præsterer på et højt niveau? Hvor ligger det komplekse i dit job, som du mestrer bedre end andre?

Ved at tænke lidt over spørgsmål som disse, bringes du måske tættere på at forstå dit talent og hvordan du kan anvende det særlige du kan, til at forstærke fremgang og stabilitet i dit arbejdsliv.